Fantastisk rejse
Erfaringer fra Vellev Børnehus
I Vellev Børnehus er de godt i gang med børnemiljøvurderingen. Processen beskriver de som en fantastisk rejse – en anledning til at se på det velkendte fra nye perspektiver, herefter forandre og senere opleve virkningen af det, som er iværksat.
En ny verden åbnede sig for pædagogerne, fortæller Heidi Hangaard, der er souschef i Vellev Børnehus. Den brede kortlægning af børnemiljøet hos børnehavebørnene viste, at personalet skulle kigge nærmere på det psykiske børnemiljø og specifikt de sociale relationer. De fysiske rammer kom helt automatisk også under lup ved deres uddybende undersøgelser, for de havde langt større indflydelse og indvirkning på det psykiske børnemiljø, end personalet havde været bevidste om. Vellev Børnehus har til huse i en gammel villa med SFO på 1. sal. I det fysiske rum inde i institutionen var der forhold, der gjorde det muligt for børnene at spæne hele vejen rundt i børnehaven fra rum til rum. Det var selvsagt et stor hit blandt børnene, men det resulterede i, at pædagogerne ofte måtte irettesætte børnene og bede dem stoppe deres vilde løb og klatreture på gelænderet op til 1. sal.
Den nye vished om de fysiske rammers sammenhæng med det psykiske børnemiljø var betydningsfuld for personalet, fortæller Heidi Hangaard:
- Vi kunne se en ny sammenhæng og vi følte, at en ny verden åbnede sig for os, og vi havde pludselig følelsen af, at vi havde fået et børneperspektiv foræret.
I arbejdet med at få kortlagt børnenes syn på deres miljø har de i Vellev Børnehus anvendt observationsskemaet til de 3-4-årige og spørgeskemaet til de 4-5-årige, som begge er en del af DCUM’s elektroniske Børnemiljøtermometer. Derudover har de brugt Relationsblomsten for at få et billede af antallet og styrken af relationerne mellem børnene og af relationerne mellem børnene og de voksne.
Ansvar og handling
Efter kortlægningen af børnemiljøet i Vellev Børnehus udarbejdede personalet en handlingsplan. I den fremgår det, hvem der er ansvarlige for, at der blandt andet bliver sat fokus på mere medbestemmelse til børnene, og at der bliver gjort noget ved det fysiske rum, der inviterede til vild leg og løben. Et andet punkt i handlingsplanen har været et æstetiktjek, som blandt andet har medført, at det nu fremgår tydeligere, hvor der kan leges med hvad. Det vil sige, at indretningen tydeligt sender et signal om, hvor der lægges op til henholdsvis rolige og mere vilde lege.
Opmærksomheden på det æstetiske har i Vellev Børnehus smittet af i SFO’en på 1. sal, hvor børnenes egne kreationer nu pynter væggene og giver glæde og en positiv stemning. Alt i alt mener Heidi Hangaard, at processen har været med til at skabe gode refleksioner og har resulteret i forbedringer i de pædagogiske rammer.
Se også
Se DCUM's værktøjer til børnemiljøvurdering
Praksis
- Børnenes adfærd gav stof til eftertanke
- Drømmeskyer involverede børnene
- En sjov snegl
- Enkel proces gav ny viden
- Fantastisk rejse
- Kunstproduktion i cement – på tværs af alder
- Rummets betydning for børn og voksne
- Synlig medbestemmelse
- Totempæl af skrot skaber fællesskab
- Trygge overgange og værdifulde arbejdsfællesskaber
