PrintSend til en venDel på Facebook

DCUM er et uafhængigt, statsligt center, der blev etableret i april 2002 på baggrund af vedtagelsen af Undervisningsmiljøloven.

Da Børnemiljøloven blev vedtaget i juni 2006 fik DCUM udvidet sit kompetenceområde til også at omhandle børnemiljø. Børnemiljøloven blev i august 2007 indskrevet i Dagtilbudsloven (LBK nr 668 af 17/06/2011).

DCUM har til formål at sikre og udvikle et godt børne- og undervisningsmiljø i Danmark. DCUM formidler viden om børne- og undervisningsmiljø og udvikler værktøjer til arbejdet med undervisningsmiljøvurdering, UMV, børnemiljøvurdering, BMV, i fritidshjem og til arbejdet med børnemiljø i dagtilbud.

I henhold til Lov om dag-, fritids- og klubtilbud m.v. til børn og unge (Dagtilbudsloven), skal dagtilbud arbejde med børnemiljøet, og de kan søge rådgivning hos Dansk Center for Undervisningsmiljø, DCUM.

Her kan du læse, hvad der blandt andet står om DCUM i Undervisningsmiljøloven.

Uddrag fra Undervisningsmiljøloven:

Kapitel 2

Dansk Center for Undervisningsmiljø

§ 2. Dansk Center for Undervisningsmiljø oprettes som en statslig institution, der har til formål at medvirke til at sikre og udvikle et godt undervisningsmiljø i Danmark, herunder til at yde vejledning og rådgivning til elever og studerende samt uddannelsessteder og myndigheder i undervisningsmiljøspørgsmål.

Stk. 2. Centret samler og systematiserer viden om regler og praksis af betydning for undervisningsmiljøet og stiller den indsamlede viden til rådighed for offentligheden.

Stk. 3. Centret er forum for dialog om og udvikling af et godt undervisningsmiljø i Danmark og kan tage initiativer med hensyn til ethvert spørgsmål, som det finder af betydning for undervisningsmiljøet, og udtale sig herom over for den myndighed, hvorunder det overordnede ansvar for spørgsmålet hører. Centret kan beskæftige sig med de tilsvarende spørgsmål vedrørende sikkerhed og sundhed for børn i dagtilbud, jf. lov om social service.

Stk. 4. Centret afgiver hvert år en beretning om sit arbejde. Beretningen skal
indeholde centrets vurderinger af udviklingen inden for undervisningsmiljøområdet
og om de ændringer, som det finder ønskelige. Beretningen sendes til
ministrene for de undervisningsområder, der er omfattet af beretningen. Centret
offentliggør samtidig beretningen.

§ 3. Dansk Center for Undervisningsmiljø ledes af en bestyrelse.
Stk. 2. Bestyrelsen består af en formand og 14 andre medlemmer, der beskikkes af undervisningsministeren på følgende måde:

1) Fem medlemmer, der beskikkes efter indstilling fra organisationer og foreninger, der repræsenterer elever og studerende m.v.

2) Et medlem, der beskikkes efter indstilling fra Skole og Samfund

3) Et medlem, der beskikkes efter indstilling fra Danske Underviserorganisationers Samråd.

4) Syv medlemmer, der beskikkes efter indstilling fra organisationer og foreninger m.v., der repræsenterer ejerne af uddannelsesstederne.

Stk. 3. Bestyrelsen beskikkes for en toårig periode, idet formanden dog beskikkes for fire år. Genbeskikkelse kan finde sted.

Stk. 4. Undervisningsministeren fastsætter centrets vedtægt. Bestyrelsen fastsætter selv sin forretningsorden.

Stk. 5. Bestyrelsen har den overordnede ledelse af centret og fastlægger centrets virksomhed.

Stk. 6. Bestyrelsen ansætter og afskediger centrets daglige leder efter undervisningsministerens godkendelse. Bestyrelsen ansætter og afskediger centrets øvrige personale. Bestyrelsen kan bemyndige lederen til at ansætte og afskedige personalet.

5
 
 
Senest opdateret 29-07-2011