Hvorfor larmer Oscar?

Er han dårligt opdraget? Har han problemer med ørerne? Har han DAMP, ADHD – eller vil han bare gerne have ørenlyd?

Jeg kender en dreng. Lad os kalde ham Oskar. Han er en helt almindelig dreng på 4 år. Med strithår, Batman-plaster og egen hylde i garderoben i børnehaven Mariehønen.

Der er bare lige én ting ved Oskar, som er ved at drive hans omverden til vanvid: Oskar taler ikke – han råber. Hele tiden, undtagen når han er hæs. Han råber i børnehaven, og han råber, når han kommer hjem. Heldigvis falder han som regel i søvn senest klokken 20, så hans forældre kan få lov at hvile ørerne lidt.

Personalet i Oskars børnehave har lige deltaget i en undersøgelse om støj på arbejdspladsen. Alle er enige om, at det er godt, at der kommer fokus på problemet, for i Mariehønens 15-årige historie er det egentlig bare gået fra skidt til værre med larmen. Indkøb af filtdupper til stolene, små tæpper og voksdug hjalp en overgang. Så kom der flere børn, og så var man omtrent lige vidt.
Nu taler kommunens konsulenter endelig om mere omfattende støjdæmpning, og det er på høje tid. Mindst én af de ansatte har vedvarende tinnitus, og flere af de andre oplever det i perioder. I det hele taget er der bare alt for mange dage, hvor støjen ikke er til at have med at gøre. Heller ikke selv om man deler børnene op i mindre grupper og prøver at bruge udearealerne mest muligt.

Oskar er nemlig ikke alene om at larme. Der er 75 børn i børnehaven. Mange af dem råber lige så højt som Oskar. På en regnvejrsdag, eller når der er sygdom i personalegruppen, så det ikke er muligt at komme ud med ret mange af børnene, når støjen samme styrke som i et stærkt trafikeret gadekryds i myldretiden.

Problemet er en sammensat størrelse: Egentlig er institutionen slet ikke bygget til 75 børn, men da børnetallet i kommunen er steget støt, er alle daginstitutioner siden begyndelsen af 1990’erne blevet opnormeret i flere omgange, hvilket betyder flere børn på mindre plads. Børnehavens store fællesrum har højt til loftet med ovenlysvinduer og flot lysindfald – og en helt håbløs akustik. Det virker nærmest som en forstærker. Derfor forsøger man sig med en regel om, at fællesarealet er stilleområde. Det er bare svært at efterleve, for det forbinder tre af institutionens mindre stuer og står i delvis åben forbindelse med køkkenet.

Og først og fremmest er der jo altså børnene, for det er dem, der larmer. Også selvom der er tæpper, der hvor de hælder klodserne ud, og plastikkasserne til legetøjet er erstattet af flettede kurve. Det er, som om det aldrig helt er nok. Børnene råber stadig. I Mariehønen, og i hundredvis af andre børnehaver, skoler og SFO’er.

Hvorfor er det blevet sådan? Hvorfor er problemerne med støjende børn så omfattende, at Branchearbejdsmiljørådene for Social & Sundhed og Undervisning & Forskning oplyser, at otte ud af ti lærere og pædagoger oplever store problemer med støj i deres dagligdag?

Der er dem, der mener, at børnene støjer, fordi den gode opdragelse er gået fløjten. At børnene har mistet respekten for autoriteterne og skrottet reglen om at lytte, når andre taler, og vente, til det bliver éns tur. Men bliver det nogensinde nogens tur, når der hele tiden er støj på linjen? Hvis vi vil forstå, hvorfor Oskar larmer, skal vi måske prøve at låne Oskars perspektiv. For Oskar synes også, at der er for meget larm i børnehaven.

I efteråret 2009 kunne Dansk Center for Undervisningsmiljø, DCUM, gøre status over sin første større interviewundersøgelse af de 4-6-årige børns egne holdninger til deres daglige miljø i børnehaven. Godt 3.300 børn har svaret på spørgsmål i løbet af det første år, DCUM’s spørgeskema om børnemiljø har været tilgængeligt på internettet. To ud af tre børn svarer, at de synes, der er for meget larm i deres børnehave.

Da det er de enkelte daginstitutioner selv, der afgør, om de ønsker at anvende DCUM’s værktøjer og lægge resultaterne af deres børneinterview på internettet, er undersøgelsens tal ikke repræsentative. Men tankevækkende er de: Omkring 2.200 børn har svaret, at de tit er generet af støj. Det er op mod 70 procent – en kraftig indikation af, at børnene i mange daginstitutioner er lige så plagede af støj som de ansatte.

Hvis Oskars børnehave er en gennemsnitlig børnehave i forhold til DCUM’s tal, vil der altså i Mariehønen være 50 børn, som dagligt udsættes for mere støj, end de bryder sig om. Hvad betyder det for deres dagligdag?

Spørger man talepædagog Birgitte Franck, betyder det, at flere og flere af børnene kommer sent i gang med deres sprogudvikling. Især for den gruppe af tosprogede børn, som primært skal tilegne sig det danske sprog i deres daginstitution, er det problematisk, når sproglydene drukner i baggrundsstøj. Det samme gælder for de mange børn, som i forvejen har alderstypiske øreproblemer med deraf følgende høretab at slås med.

Med andre ord risikerer de børn, som i forvejen står svagest, når det handler om sprogudvikling, at blive sat yderligere tilbage af det miljø, som ellers burde støtte og styrke dem.

Også børnenes muligheder for at skabe sociale relationer og etablere venskaber kan have svære betingelser i en hverdag fyldt med støj. Børnepsykolog Margrethe Bruun Hansen udtrykker det således: »Børn er jo lette at aflede, fordi de hele tiden er så opmærksomme på deres omverden. I en dagligdag med mere eller mindre konstant baggrundsstøj og mange forstyrrelser og afbrydelser kan det være svært eller nærmest umuligt at have nærvær til at lytte til hinanden. Det at kunne etablere et venskab, det at kunne afvente, at så siger jeg noget, og så siger du noget tilbage, er jo en proces, som er afhængig af, at der er ro til fordybelse«.

Med Margrethe Bruun Hansens pointe er vi fremme ved noget væsentligt, ikke blot hvis vi leder efter støjens virkninger, men også, når det handler om mulige årsager: »Det bider jo sig selv i halen«, siger hun, »for børnene kan ikke bare gå. De står midt i det, og hvad kan de så gøre? En del af dem vil naturligt nok begynde at råbe endnu højere. Man ville jo aldrig nogensinde byde voksne det, der bare lignede.

Men børnene er midt i det, og der skal de så lære at danne relationer og have venskaber og empati. Så hører man folk sige, at børn i dag er ikke empatiske. Men de glemmer at se på, hvordan de børns hverdag ser ud. Minder deres daglige rammer om en banegård, er der måske ikke noget at sige til, at det er så som så med lydhørheden«.

Det synes klart, at en stor gruppe børn trives dårligt med støj i deres daginstitution, men også, at ikke alle børn bliver stressede og højrøstede af støj. Er der så noget galt med Oskar? Hans forældre er bekymrede over alt det råberi. Ikke kun, fordi han bliver hæs af det. Han er bare oppe på de høje nagler meget af tiden, og hvis han er lidt uoplagt, reagerer han af og til voldsomt i småkonflikter. Til den seneste forældresamtale sagde en af pædagogerne, at Oskar havde tendens til at være udadreagerende, når der var uro omkring ham, og tilføjede, at de selvfølgelig prøvede på at tage højde for det, så godt de kunne. Men der er meget at tage højde for i en børnehave med 75 børn.

Der er selvfølgelig de robuste børn, der virker mindre generet af støj og uro. Så er der børn, der som Oskar råber sig gennem dagene, og andre børn, der bliver mere og mere passive, jo mere støjen eskalerer. At børnene er forskellige, er der ikke noget nyt i. Det nye er måske, at der bliver mindre og mindre plads til forskellighederne – både billedligt talt og helt konkret.

I støjsammenhæng taler audiologopæderne om ’stenører’ og ’glasører’ – henholdsvis dem, der har en høj tolerancetærskel, når det gælder støj, og dem, der er følsomme og reagerer med stress og fysisk ubehag, de mest følsomme selv ved moderat baggrundsstøj. Hver gang antallet af børn i en daginstitution opnormeres, presses de hårdføre og de støjfølsomme tættere sammen.

Og hver gang antallet af personaletimer skæres ned, svinder muligheden for at skabe ro ved at tage ud af huset med mindre grupper af børn. Resultatet er desværre mange steder til at tage og føle på: højt sygefravær i personalet og børn der, som Oskar, tilbringer hverdagen i et miljø, som sætter de følsomme børn under pres.

I lyset af det perspektiv virker det ikke længere interessant at diskutere, om børn støjer, fordi de er stressede, eller om de bliver stressede, fordi der er støj. Det er til gengæld relevant at overveje de mulige konsekvenser af, at op mod 70 procent af de 4-6-årige børn lever med generende støj i deres dagligdag og dermed potentielt med risiko for at blive ramt på deres udvikling af sprog og sociale kompetencer. Vi kan med rimelighed formode, at en pæn andel af børnene vil klare sig godt igennem, men vi kan ikke se bort fra, at der stadig er en anselig gruppe, som kommer skævt fra start.

At hævde, at alene det problematisk høje støjniveau i daginstitutionerne er skyld i et voksende antal udadreagerende børn, er givetvis at tage munden for fuld. Omvendt er det en overvejelse værd, om støjproblemerne dækker over en problemstilling, der stikker dybere end både akustiske forhold og normeringer?

»Dine børn gør ikke, hvad du siger – de gør, hvad du gør«, siger vi med god grund om børneopdragelse. Vi får børn, som spejler os – på godt og ondt. Byder vi dem en hverdag fyldt med bippende telefoner, stramme tidsplaner, skemalagte aktiviteter og beskeder, der skal sendes og modtages, skaber vi selv støj. Ikke nødvendigvis af den slags, der slår voldsomt ud på decibelskalaen, men af den slags, der slår ind i deres liv som konstante forstyrrelser.

Vi vil det jo ellers godt som forældre og pædagoger. Vi taler kvalitet og velfærd og har et øje på hver finger, når det gælder vores børns trivsel. Vi ønsker at skabe nærvær, opmærksomhed og fællesskabsoplevelse: Vi vil have måltider og ikke spisesituationer, for det er relationerne, vi går efter. Alligevel er det ofte i relationerne, at filmen knækker, for når børnene spejler os, er det ikke de gode intentioner, vi ser, men derimod vores egen latente stress, det lidt for flygtige nærvær, uroen, utålmodigheden og irettesættelserne.

Støj i daginstitutionerne skyldes de voksnes pressede hverdag – er det ikke at male fanden på væggen? Måske i nogle sammenhænge. Der findes masser af eksempler på, at akustisk støjdæmpning og ændrede pædagogiske retningslinjer har forandret støjplagede institutioner radikalt til det bedre. Men hvis det havde været så enkelt over hele linjen, hvorfor fortsætter problemerne da stadig mange steder i bedste velgående på tiende og femtende år? Hvorfor følges stigende normeringer og reduktion i personaletimer af et voksende antal børn med sproglige vanskeligheder og foruroligende social adfærd, når vi ser på perioden fra starten af 1990’erne og frem til i dag?

Det giver ikke mening at sætte sig ned og jamre, at det var meget bedre i gamle dage. Men det vil i høj grad give mening at forsøge at anlægge et helhedssyn på problemerne omkring støj, børn og stress. Som det er nu, betragtes støjen i daginstitutionerne fra politisk side som et problem, der må løses lokalt. Det betyder i langt de fleste kommuner, at man må klare sig med de forhåndenværende søms princip, for der er ikke økonomiske midler til gennemgribende forandringer.

Løfter vi blikket bare en anelse fra daginstitutionsniveauet, ser vi et skolesystem, der bruger en stadigt voksende del af deres samlede midler på specialundervisning og tiltag for elever med indlæringsvanskeligheder, koncentrationsbesvær og udadreagerende adfærd. Elever, der kommer fra alle sociale lag, og som i stigende grad diagnosticeres med bogstavforkortede disorders – børnene er forstyrrede, og forstyrrende. Hvor kommer den forstyrrelse fra? Hvem er det, der har forstyrret børnene?

Oskar er 4 år, og der er endnu ingen, der har skønnet det nødvendigt at sende ham til psykolog. Men om to år starter han i børnehaveklasse, i et skolesystem, hvor hvert fjerde barn på et eller andet tidspunkt vurderes at have behov for hjælp. Vores verden er fuld af støj og forstyrrelser, og med åbne sanser og behov for nærvær er børnene følsomme som lakmuspapir over for den verden, vi byder dem.

Allermest følsomme er vores børn i de år, hvor de skal tilegne sig sprog og grundlæggende sociale færdigheder. Tilbyder vi dem en hverdag, som kun de mest robuste kan trives med, lægger vi samtidig kimen til en marginalisering af den store gruppe, som har brug for ekstra nærvær og ro for at komme godt fra start. Dermed risikerer vi at svigte både børnene selv og alle de sammenhænge, de gerne skulle vokse op og indgå i.

Kronik bragt i Politiken den 26. december 2009