Undervisningsmiljø, ikke arbejdsmiljø

Med jævne mellemrum aktualiseres debatten om, at elevers og studerendes vilkår i skoler og på uddannelsessteder burde reguleres af arbejdsmiljøloven, AML, og ikke af undervisningsmiljøloven, UML.

Det kan ikke siges for ofte eller for tydeligt: Børn, unge og voksnes psykiske, æstetiske og fysiske vilkår i uddannelsessystemet, er alt for ofte alt for ringe for alt for mange. Men at tage skridtet fra denne konstatering og til at kræve, at børn bliver omfattet af arbejdsmiljøloven er der et meget stort skridt. Alt for stort, synes jeg.

At sætte lighedstegn mellem arbejdsmiljø og undervisningsmiljø er en for snæver konstruktion, men det er måske nærliggende at vælge netop den løsning, når man gerne vil forandre virkeligheden. Skoler og uddannelsessteder er ikke kun en arbejdsplads for elever og studerende, hvor man alene kan måle sig frem til et godt undervisningsmiljø fastsat ud fra et regelsæt. At skabe et godt undervisningsmiljø handler i høj, og vel egentlig i afgørende, grad om at igangsætte og vedligeholde en løbende proces i det fælleskab og de rammer, hvori enhver form for (ud)dannelses- og læringsproces finder sted. Ansvaret for problemer i undervisningsmiljøet ligger i fællesskabet såvel som ansvaret for at vedligeholde et godt undervisningsmiljø.

Perfekte rammer er ikke ensbetydende med et godt og udviklende undervisningsmiljø. Der kan sagtens være god trivsel, udvikling og læring for alle i ældre og nedslidte bygninger. Kvaliteten af undervisningsmiljøet afhænger i den grad af skolernes og uddannelsesstedernes vilje til at tage ansvaret omkring undervisningsmiljøvurderingerne alvorligt og også tage på sig at gøre et godt undervisningsmiljø til et varemærke for skolernes elever. Det er ledelsens ansvar, at det sker.

Et godt undervisningsmiljø for uddannelsessøgende, fra grundskole til pensionisthøjskole og alt derimellem, skabes af alle de involverede, ikke kun skolernes ledelser og ansatte, men også dem. Det betyder, at der til lærerne stilles øgede krav til deres faglighed og pædagogik. Det er ikke nok at ”lære fra sig”. Skolens personale skal i videste forstand have fokus på, hvordan individet fungerer i klassen og hvordan klassen, holdet, skolen fungerer som uddannelsessted for den enkelte i fællesskabet.

Skoler og institutioner er rammer for fællesskaber, udvikling, læring, trivsel og dannelse af mennesker . Folkeskolen skal fx gøre eleverne fortrolige med dansk kultur og historie og andre lande og kulturer, samt give forståelse for vores samspil med naturen og fremme elevernes alsidige udvikling. Skolen skal også give plads til oplevelser, fordybelse og virkelyst og bidrage til at eleverne udvikler erkendelse, fantasi og tillid til egne muligheder. Skolen skal desuden være præget af åndsfrihed, ligeværd og demokrati. Det er alt sammen målsætninger, krav og forventninger, der langt overstiger, hvad almindelige løn-arbejdspladser kan eller skal leve op til.

I skoler og på uddannelsessteder er der langt mere end blot arbejde og arbejdstid på spil. Fællesskabet, den almene dannelse og læringen skal eksistere i sin egen ret og ikke snævres ind, hvilket jeg mener, at der vil være en alvorlig risiko for, hvis man tænker arbejde og arbejdsmiljø i sammenhæng med elever og uddannelsernes forpligtende fællesskaber.

En vigtig faktor at lægge sig på sinde er, at elever og studerende skal være i skolen eller på uddannelsesinstitutionen. Det kræver vi som samfund. Derfor er vi også forpligtet til at stille en udviklingsproces til rådighed for de involverede parter, og i den proces er det vigtigt at have særligt øje for de faktorer, der er af særlig betydning for elevers og studerendes trivsel såvel fysisk, æstetisk som psykisk. Eleverne skal som nævnt være der; lærerne må være der. For elever og andre uddannelsessøgende er relationerne til såvel kammerater som undervisere særdeles vigtig, fx er mobning ikke den enkeltes problem, hverken som offer eller mobber, men fællesskabets.

Hvis ens mærkesag er at få elever og studerende omfattet af arbejdsmiljøloven i stedet for at ændre eller styrke undervisningsmiljøloven, så er jeg nervøs for at fokus bliver forkert og mangelfuldt. Vi ved, at børn og unge tåler forskellige arbejdsmiljøbelastninger, herunder koncentrationer af farlige stoffer, anderledes og i ringere grad end voksne mennesker. Arbejdsmiljøloven fokuserer kun på ansatte, der har en arbejdskraft til salg og som naturligvis skal behandles ordentligt af arbejdsgiveren.

Elever og studerende skal være omfattet af en undervisningsmiljølov, der er målrettet dem og deres særlige vilkår. Og gerne en undervisningsmiljølov med en række eksplicitte krav og standarder, der er fastsat efter viden om, hvad der betinger et godt undervisningsmiljø for denne gruppe. Og meget gerne baseret på såvel praksiserfaringer som forskningsbaseret viden, der er målrettet børn, unge og voksne i uddannelsesmiljøer af forskellig art.

Efter min bedste overbevisning, så skaber man ikke et godt undervisningsmiljø ved blot at indføre et kontrolsystem. Trivsel og læring går hånd i hånd i en fælles forpligtende proces, hvor elever og studerende anerkendes i deres egen ret og som ligeværdige aktører i udviklingen og fastholdelsen af det daglige fællesskab, der er en så afgørende ramme for succes på alle niveauer, det være sig i dagtilbud og skoler som på videregående uddannelser.

Gode undervisningsmiljøresultater, fysisk, æstetisk og psykisk kan opnås igennem forpligtende og respektfulde dialogprocesser på de enkelte skoler og uddannelsessteder og gennem dialog med eksterne parter fra såvel praksisfeltet, som forskning, videnscentre og andre aktører på området.

Indlægget er bragt på Politikens debatsider den 14. juni 2012 under overskriften "Undervisningsmiljø er for ringe".