Læreplaner, børnemiljø og tavs viden går hånd i hånd i institutionerne

Det har fra juni 2010 været et krav, at dagtilbud skal sammentænke børnemiljø og pædagogiske læreplaner (jf. Dagtilbudsloven § 8 stk. 5). Dette har sat gang i tankerne hos pædagogerne, som nu skal arbejde målrettet mod at koble børnemiljø og læreplaner i praksis.

Det kommer ikke det mindste bag på mig, at når snakken rundtomkring i landets dagtilbud falder på sammentænkningen af børnemiljø og læreplaner, er reaktionerne oftest:

- jamen det gør vi jo allerede! Hvis man taler om børnemiljø som det fysiske, det psykiske og det æstetiske miljø, er det jo noget, vi hele tiden arbejder med i forbindelse med vores læreplan.

Efter at have besøgt flere dagtilbud inden for den sidste måneds tid er jeg blevet bekræftet i, at mange institutioner allerede er godt i gang med processen – og at det i de fleste tilfælde ikke kommer til at ændre radikalt på hverken børn eller voksnes dagligdag. Kort sagt handler det ”bare” om at få italesat den tavse viden, der er kendt for at præge pædagogisk praksis, og derefter få den nedfældet sort på hvidt.

Den tavse viden
Så den reelle udfordring handler måske mere om at få italesat tavs viden, end om at sammentænkningen af børnemiljø og læreplaner skal implementeres i praksis. Og det er min klare opfattelse, at det er en udfordring som pædagogerne gerne tager op!

En garvet pædagog giver udtryk for, at det er hensigtsmæssigt, at man som personalegruppe får reflekteret over praksis og får sat ord på de pædagogiske tanker, der ligger til grund for institutionens læringssyn, planlagte aktiviteter og daglige omgangsform. En anden pædagog mener, at det er umuligt at skriftliggøre alt pædagogisk arbejde, som omhandler børnemiljø og læreplaner – og hvad skal så prioriteres?

Italesættelsen af praksis gør det på den ene side nemmere for praktikerne at vidensdele, udvikle praksis og ”holde gryden i kog”, da en skærpet faglig bevidsthed giver mulighed for at evaluere og dokumentere på arbejdet. På den anden side kan der være en risiko ved at italesætte disse faglige erfaringer og kompetencer.  Når pædagoger sætter ord på tavs viden for eksempel i læreplaner, fremhæves enkelte områder i det pædagogiske arbejde, mens andre sløres. Et andet væsentligt spørgsmål er, om alle pædagogiske handlinger kan beskrives? De dimensioner, som er lagret kropsligt hos den enkelte pædagog, kan ikke altid italesættes, og man risikerer derfor at miste små men væsentlige nuancer af den pædagogiske kerneydelse. De fleste forældre kender den pædagog som ikke kun udviser empati over for deres barn ud fra en læreplan, men som gør det helhjertet, autentisk og hver dag. Og det giver mening for børnene – hvad enten det er nedskrevet eller ej!

Hvad kan man gøre?
Kunsten er – måske lettere sagt end gjort – at undgå at reducere den pædagogiske faglighed til indholdet i læreplanen. Samtidig skal tiden brugt til dokumentation og evaluering gives tilbage til børnene i form af væsentlige forbedringer af deres hverdag.

Har du et bud på, hvordan man kan sammentænke læreplaner og børnemiljø i praksis, så læs videre her: Gode erfaringer med at koble-børnemiljø og læreplaner søges