Er 28 elever i en klasse bedre end 32?

PrintSend til en venDel på Facebook

I medierne de sidste par dage har der været indslag omkring antallet af elever i klasserne. Som udgangspunkt er jeg ikke hverken for eller imod store eller små klasser. Et vigtigt element i debatten omkring antallet af elever i klasserne er, hvilken form for undervisning der er tale om, samt om et specifikt klasselokale er projekteret så, det kan rumme alle eleverne.

I dette indlæg vil jeg primært fokusere på de fysiske rammer og særligt på dilemmaet omkring mange elever i overfyldte klasser. Det virker som om der en generel opfattelse af, at det ikke har nogen betydning, at der sidder flere elever i klasserne, end de er tænkt til, samt at der ikke er nogen regler eller lovgivning for området.

Men der findes både flere myndigheder og regler, der på forskellig vis har indflydelse på antallet af elever eller studerende i et klasselokale.

Reglerne findes i henholdsvis Arbejdsmiljøloven, der skal tilgodese alle, der arbejder og dermed også den lærer, der skal undervise i en klasse.  Byggeloven skal sikre at alt byggeri i Danmark overholder den på opførselstidspunktet gældende lovgivning. I Byggeloven er der et bygningsreglement, der beskriver regler og krav ved alt byggeri i Danmark. Det gældende bygningsreglement er Bygningsreglement 10, kaldet BR10. i  kap. 3.4.2 stk. 1-3  kan man se, at undervisningslokalets størrelse regnes i kubikmeter. For den, der underviser, skal der være 12 kubikmeter, og for de studerende skal der være 6 kubikmeter. Den del af rummet, der ligger mere end 4,0 meter over gulvet medregnes ikke. www.ebst.dk/bygningsreglementet.dk/br10_00_id62/0/42 .

Endvidere vil den lokale brandmyndighed, ud fra hensynet om flugtveje have indflydelse på antallet af elever og lærere i en klasse.

Som udgangspunkt er det gældende, at en bygning er underlagt det aktuelle reglement på bygningens opførelsestidspunkt. Ved større til- og ombygninger eller ændringsbrug, vil det nye aktuelle bygningsreglement være gældende, for nuværende er det BR10. Kravene til kubikmeter til henholdsvis elever og lærere er for øvrigt enslydende i BR95, BR08 og nu i BR10.

DCUM har lavet en klasserumsberegner, der kan vise om den aktuelle klasse, der undervises eller arbejdes i overholder kravene i bygningsreglementet.

Prøv klasserumsberegneren

Mange elever i for små klasserum kan have flere utilsigtede både psykiske, indlæringsmæssige og fysiske konsekvenser. Læreren har sværere ved at komme rundt til eleverne, der dermed ikke får den fornødne hjælp, man sidder tættere og har måske ikke den nødvendige plads og ro. Iltindholdet i et lokale kan, uden korrekt ventilation, være ringere med flere personer i lokalet osv.

Jeg mener hermed, at man ikke bare kan diskutere om 28 elever i en klasse er bedre end 32 elever, men man skal derimod se på lokalets størrelse i forhold til antallet af elever samt den undervisningsform, der skal forgå i lokalet.

Kommentarer

Indsend kommentar

Indholdet af dette felt er privat og bliver ikke vist offentligt.
Sikkerhedsspørgsmål, som skal hindre spam
Senest opdateret 19-08-2011