Der trænger til at blive luftet ud…

PrintSend til en venDel på Facebook

Nye tal fra DCUM’s Termometer viser, at mange tusinde elever dagligt oplever et dårligt indeklima i skolen. Eleverne er blandt andet blevet spurgt om deres oplevelser med træk, temperatursvingninger, dårlig lugt, dårlig rengøring og utilstrækkelig ventilation i klasselokalet.

43 % af eleverne svarer, at de hver dag eller næsten hver dag oplever problemer med alle de ovenstående indikatorer for indeklimaet. Det er et højt tal. Ikke mindst set i lyset af, at tallene samtidigt viser, at der er en række signifikante sammenhænge mellem det at opleve et dårligt indeklima og forskellige indikatorer for sundhed og trivsel. Fx oplever de førnævnte 43 % af eleverne oftere, at de:

  • har hovedpine
  • har mavepine
  • er trætte og uoplagte
  • har svært ved at koncentrere sig i timerne

end de elever, der ikke oplever et dårligt indeklima i skolen dagligt. Ikke just vilkår, der skaber de mest optimale betingelser for elevernes læring. Dette understøttes også af tidligere undersøgelser og forskning  på området, der viser, at et dårligt indeklima påvirker elevernes indlæringsevne i negativ retning med 10-20 %.

Termometeret
Næsten 50.000 elever fra 4.-10. klasse har i skoleåret 2009-2010 besvaret spørgsmål om deres undervisningsmiljø i Termometeret. Herunder en række spørgsmål vedrørende indeklimaet på skolerne.
Termometeret er et elektronisk spørgeskemaværktøj, som skoler kan bruge til at kortlægge deres undervisningsmiljø.

Det er gratis at bruge systemt - find det på www.termometeret.dk.
 

Det er naturligvis ikke godt nok. Første skridt på vejen mod en folkeskole i verdensklasse, hvor fagligheden er i top, er derfor at anerkende elevernes stemme – når mere end 20.000 elever påpeger problemer med indeklimaet, så er der nok noget om det. Dernæst er det væsentligt at anerkende, at et godt undervisningsmiljø er en forudsætning for, at eleverne trives og er i stand til at koncentrere sig om undervisningen. Uden det duer helten ikke.
 

Kommentarer

Indsend kommentar

Indholdet af dette felt er privat og bliver ikke vist offentligt.
Sikkerhedsspørgsmål, som skal hindre spam
Senest opdateret 07-04-2011