Børnemiljø forpligter

PrintSend til en venDel på Facebook

Alle dagtilbud, offentlige og private, skal inddrage børns oplevelser af dagtilbuddenes kvalitet.
Det skal fremgå af dagtilbuddets pædagogiske læreplan, hvordan arbejdet med et godt børnemiljø bliver en integreret del af det pædagogiske arbejde. I arbejdet med børnemiljøet skal I inddrage børnenes perspektiv, og I skal komme omkring de fysiske, psykiske og æstetiske forhold i børnemiljøet.

Arbejdet med børnemiljøet skal være en del af det pædagogiske arbejde, hvor det er relevant. Det sker ved, at I i jeres pædagogiske læreplan beskriver, hvordan I aktivt medtænker børnemiljøet i relation til de pædagogiske mål, metoder og aktiviteter, som I udarbejder og igangsætter i forhold til børnenes læring. Dagtilbudsloven stiller ingen krav om brug af bestemte metoder, så det er op til jer i det enkelte dagtilbud at afgøre, hvordan I vil arbejde med børnemiljøet.

Børnenes perspektiv skal inddrages
I skal vurdere børnemiljøet i et børneperspektiv under hensyntagen til børnenes alder og modenhed. Det vil sige, at børnenes oplevelser af deres børnemiljø så vidt muligt skal inddrages.

Lovkravet er et udtryk for, at børn har viden, meninger og holdninger, som voksne skal respektere og anerkende. Når børnene bliver inddraget, vil de opleve, at de har værdifulde meninger om forhold, der vedrører dem selv og deres hverdag i dagtilbuddene. Samtidig vil inddragelsen kunne styrke børnenes oplevelse af medansvar, medbestemmelse og demokrati.

Børneperspektivet viser sig i mange tilfælde også at være en øjenåbner for personalet, der får ny viden og fokus på oversete emner. Når I skal indfange børneperspektivet, skal I som voksne forsøge at fastholde og forstå de tanker, oplevelser og opfattelser, som barnet har af sit eget hverdagsliv. Det kan I gøre enten direkte ved for eksempel at spørge børnene eller mere indirekte ved for eksempel at forsøge at forstå og fortolke børns handlinger, attituder og intentioner.

Overvej eventuelt, hvordan jeres arbejde med børnemiljøet kan bidrage til at

  • kvalitetsudvikle jeres dagtilbud og hele dagtilbudsområdet?
  • forebygge belastende social arv og udelukkelse fra fællesskabet?
  • sikre demokrati og medbestemmelse for børnene?
  • sikre en kulturel og værdimæssig rummelighed for alle børn?
  • dokumentere jeres pædagogiske praksis, set med børnenes øjne?
  • medvirke til at I bliver en del af en sammenhængende børnepolitik, i fx kommunen, med helhed i opgaveløsningen?

Opfordringen fra DCUM lyder: Brug de muligheder I har for at lægge kvalitet og indhold i arbejdet med børnemiljøet, så det ikke er en sur pligt, men tværtimod får chancen for at blive en "øjenåbner".

Arbejdet med børnemiljø, med inddragelse af børnenes perspektiv på deres daglige vilkår, er en invitation til pædagogisk kvalitetsudvikling!

Kommentarer

Indsend kommentar

Indholdet af dette felt er privat og bliver ikke vist offentligt.
Sikkerhedsspørgsmål, som skal hindre spam
Senest opdateret 02-02-2011