Spring til indhold

Sådan kan skolen forebygge og håndtere mobning

header image
Af Karin M. Villumsen og Mia Malmstrøm
billede
SM3drenge.jpg

En effektiv indsats mod mobning er flersidig og indeholder en forebyggende, langsigtet strategi og en indgribende, her-og-nu strategi mod mobning på skolen. Det kræver samarbejde på tværs af faggrupper på skolen og inddragelse af elevernes perspektiver.

I denne artikel præsenteres forskellige handlemuligheder for skolens ansatte til at forebygge og modvirke mobning. For samtlige indsatser og handlemuligheder drejer det sig om at skabe kulturændring gennem empowerment, dvs. styrke voksnes og børns handlekompetencer, evne til at se muligheder og gøre noget aktivt ved situationen. Den overordnede tilgang er baseret på, at mobning er individuelt oplevet, men altid foregår i en social kontekst med flere personer involveret. En indsats mod mobning skal derfor koble det individuelle med den sociale kontekst.

Artiklen er blandt andet blevet til på baggrund af to interviews, som DCUM foretog i november 2004 med psykolog Bente Lynge og sundhedsplejerske Berit Hertz. Begge arbejder professionelt med børn i hverdagen og har erfaringer med at hjælpe børn videre fra fastlåste roller og mønstre til nye muligheder i klassefællesskabet.

Planlægning af indsats
Når en indsats mod mobning skal planlægges, kan det være en lejlighed til at tage skolens værdier og kultur op til overvejelse: Er der noget, der skal laves om ved vores måde at fungere på som skole? Er vi gode nok til at omsætte vores værdier og mål i konkrete handlinger i hverdagen? Hvordan håndterer vi konflikter? Hvordan kan vi organisere en indsats mod mobning – eksisterer der allerede funktioner, strukturer og erfaringer på skolen, som vi med fordel kan benytte, eller skal vi skabe noget nyt?

En forebyggende indsats
Forebyggelse af mobning handler overordnet om at skabe en rummelig skolekultur og et godt undervisningsmiljø på skolen med særligt fokus på det psykiske undervisningsmiljø, primært hvordan eleverne trives socialt i hverdagen.

Skoleniveau
En forebyggende indsats kan bestå i at arbejde med skolekulturen gennem:

  • Fælles debat om hvad et godt undervisningsmiljø er, og hvad mobning er
  • Fælles holdninger til at møde konflikter åbent og løse konflikter konstruktivt
  • Fælles holdninger til at fokusere på elevernes ressourcer frem for mangler
  • Udarbejdelse af en antimobbestrategi

Klasseniveau
På klasseniveau kan en forebyggende indsats fokusere på:

  • Hvilken klasse vil vi gerne være, hvordan skal det være at komme i klassen hver dag?
  • Hvilke spilleregler har vi for samvær og omgangstone?
  • Hvordan sikrer vi, at alle er en del af et fællesskab?
  • Hvordan kan vi bedst hjælpe hinanden – drage omsorg for hinanden?
  • Hvordan siger vi til og fra, og hvordan modtager vi et afslag?
  • Hvordan løser vi konflikter konstruktivt?
  • Hvordan har vi fokus på hinandens ressourcer frem for svagheder?
  • Hvilke gensidige forventninger er der mellem elever og lærere?
  • Hvad gør vi, hvis nogen mobber?

Det er vigtigt, at både indsatsen på skoleniveau og på klasseniveau koordineres tværfagligt på skolen, så den både involverer elever, forældre, lærere, pædagoger, ledelse og sundhedspersonale.

Klassemiljøet
Lærere, forældre og sundhedspersonale kan sammen sætte fokus på klassens trivsel og kultur. Det kan ske gennem særlige undersøgelser af undervisningsmiljøet, at den sociale trivsel og forekomsten af mobning (jf. f.eks. DCUM’s materiale Ha’ det godt i skolen, hvor man med eleverne som centrale og aktive deltagere arbejder udforskende med undervisningsmiljøet, eller DCUM’s elektroniske kortlægningsværktøj til UMV’ens fase 1: Ter-mometeret).

Der kan arrangeres temamøder og iværksættes forskellige sundhedspædagogiske aktiviteter og tematiske undervisningsforløb, som i klassen sætter fokus på konflikthåndtering, betydningen af fællesskab, positive/negative hierarkier, tryghed, sprog og omgangstone, samarbejdskultur og forskellighed.

Forebyggende er det ligeledes en god idé, at klassen udarbejder spilleregler for det sociale liv samt en plan for, hvordan klassen kan skabe en mere rummelig og tolerant klassekultur ved bl.a. at fokusere på hinandens ressourcer frem for at fokusere på manglerne.

En metode, der kan ændre vilkårene for negativ kommunikation og identificering, er Appreciative Inquiry. Metoden tager udgangspunkt i en anerkendende og værdsættende vinkel og skaber derved mulighed for at sætte fokus på det, der virker, og det, man ønsker mere af. Hensigten er at få øje på egne og andres ressourcer og at styrke den positive gruppedynamik ved at være konkrete og arbejde med det, man gerne vil opnå. Metoden kan bruges i individuelle samtaler til at ændre uhensigtsmæssige konfliktmønstre og negative billeder af sig selv og hinanden. Metoden kan også bruges i grupper/klasser, hvor eksempelvis sundhedsplejersken eller en anden ”udefra” kan fungere som konsulent og styre samtalen, der foregår efter faste retningslinjer (for uddybning se Hertz, 2004).

En indgribende indsats
Mobning opleves som en svær og fastlåst situation, som det er vigtigt, de involverede børn får mulighed for at tale om for at komme videre:

”De voksne skal være meget tydelige og markante i forhold til, at mob-ning ikke er acceptabelt. Der skal handles, og det er vigtigt at inddrage lærere, elever og forældre. Samtidig er det vigtigt at tænke empowerment for hele gruppen – ikke kun dem, der bliver mobbet, men også dem, der mobber og dem, der passivt ser til. Hele situationen skal konkret undersøges og analyseres, inden man kan kigge fremad og tale om, hvordan man så ændrer situationen. Som voksen gælder det om ikke at fordømme men om at være nysgerrig, åben og undrende for at få børnene til at fortælle om deres oplevelser. For mobning er i sig selv en abstraktion, der dækker over konkrete handlinger og oplevelser, og det er dem, vi skal have i for at kunne skabe ændringer.” (Bente Lynge, Interview 2004).

I det følgende gennemgås nogle retningslinjer for at gennemføre samtaler med de involve-rede i mobning. 

SMPige_hulahop.jpg
Karin M. Villumsen og Mia Malmstrøm

"Forebyggelse af mobning handler overordnet om at skabe en rummelig skolekultur og et godt undervisningsmiljø"

 

Samtale med den, der bliver mobbet
Der er mange negative følelser forbundet med at blive mobbet, eksempelvis skyld, skam, et negativt selvbillede og manglende tillid til omgivelserne. Uanset hvor længe mobningen har fundet sted, er det forbundet med en smerte, som samtalen kan løsne op for. Samtalen med det barn, der bliver mobbet, drejer sig derfor om:

  • At give empati ved at signalere indlevelse og forståelse, der gør, at den, der bliver mobbet, ikke føler sig skyldig, forkert, skamfuld og udstillet
  • At forstå og møde barnet på de behov og følelser, som barnet udtrykker
  • At få vendt negativ afmagtstænkning til konstruktiv ressourcetænkning, hvor barnet bliver styrket i sin evne til at håndtere lignende situationer
  • At kortlægge barnets og omgivelsernes handlemuligheder og ressourcer.

Samtale med den/de, der mobber
Udgangspunktet for samtalen er, at mobning er en adfærd, som ikke kan accepteres. Dette skal den voksne klart melde ud. Først derefter kan blikket rettes konstruktivt fremad:
”Samtalepartnerens opgave er få historien udfoldet, at være konkret analyserende og ikke fordømmende. Skæld ud accelererer oplevelsen af stress. Det gælder om at komme ned i tempo, skabe kontakt og nærvær i samtalen for at fremme refleksion og læring. Den voksne samtalepartner skal både være åben, nysgerrig og udforskende i forhold til barnets oplevelser og være tydelig i sin beskrivelse af, hvad der er tilladt, og hvad der ikke er tilladt.” (Bente Lynge, Interview 2004).

Den fremadrettede del af samtalen handler om at skabe mulighed for adfærdsændring hos den, der mobber:

  • At fortælle konkret om mobningssituationerne for at kunne analysere, hvad der sker, hvornår det sker, samt hvilke reaktioner og følelser, det vækker
  • At blive klogere på hvad der fungerer godt ved at udfolde historier, hvor barnet reagerer på acceptable, sociale måder
  • At sætte fokus på egne ressourcer og nye strategier for at kunne handle hen-sigtsmæssigt i de sociale relationer
  • At kortlægge sociale normer, positioner og klassens gruppedynamik med fokus på social medansvarlighed og betydningen af at være en del af et fællesskab.

I samtalen med både den, der bliver mobbet og den, der mobber er det vigtigt klart at melde ud, at mobning er en uacceptabel adfærd. I forhold til at ændre situationen er det mest hensigtsmæssigt, hvis dette gøres, så ingen af de involverede gøres til syndebukke i fastlåste roller, hvor person og adfærd sammenblandes i en stigmatisering som mobber og offer.

Samtale med de passive tilskuere
De passive tilskuere til mobningen er en væsentlig gruppe at få aktiveret, når mobning skal stoppes. De er indirekte med til at legitimere mobning ved ikke at fortælle voksne om deres viden eller ved ikke selv at gribe ind og sige fra. Tilskuerne kan have brug for at fortælle en samtalepartner om sin viden, der ofte kan være forbundet med ubehag, usikkerhed og nogle gange frygt for at ”sladre” og selv blive mobbet. Samtalen med tilskuerne har derfor flere formål:

  • At bidrage til at kortlægge den konkrete mobning
  • At fortælle sin historie til nogen, man er i et fortroligt rum med
  • At tale fremadrettet om social medansvarlighed og hvad man som tilskuere kan gøre, så man ikke længere er passiv
  • At hjælpe med at finde den enkeltes ressourcer til at handle mere aktivt, forebyggende og indgribende, så det gøres til noget legitimt og velanset blandt eleverne at gribe ind

Opfølgning i klassen
Mobning er et socialt fænomen, der sætter sig præg på hele klassens identitet, og derfor kan det være nødvendigt at lave en opfølgning i klassen. En opfølgning på klasseniveau sikrer, at nye roller og handlemuligheder udfoldes i hele klassefællesskabet, og at alle klassens elever ansvarliggøres for klassens trivsel. For ikke at udstille sårbare elever unødigt kan en klasseopfølgning med fordel pege fremad og have fokus på hinandens ressourcer og ønsker for fremtidens klassefællesskab – jf. metoden Appreciative Inquiry. Denne metode er velegnet til at afhjælpe fastlåste roller og skabe en ny fortælling om klassen (Hertz, 2004).

Dialog med forældre
Det er vigtigt at få talt med forældrene til de involverede børn: Hvordan oplever de børnene og klassen? Hvordan er samværet derhjemme? Hvordan er konfliktmønstret i hjemmet? Har børnene et aktivt fritidsliv og kammeratskaber i og udenfor skolen? Hvad kan de voksne hver især gøre, og hvordan sikrer man et optimalt samarbejde mellem skole og hjem om børnenes fremtidige trivsel?

Der kan også være behov for at inddrage hele forældregruppen til en klasse, hvor der er mobning. Hvordan sikrer forældrene en åbenhed og et samarbejde på tværs, når der er problemer af denne karakter? Hvad kan forældrene bidrage med for at følge op og for-hindre, at mobning forekommer igen?

Samtaleteknik
I en opmærksom samtale er samtalepartnerens rolle at støtte de implicerede i at sætte ord på et svært emne ved at være nærværende, opmuntrende, lyttende og anerkende børnenes oplevelser. Samtalepartneren kan benytte sig af forskellige teknikker:

Aktiv lytning
Aktiv lytning er en teknik, der indebærer at gentage nøgleord fra fortællingen, opsummere og sætte ord på følelser og behov. Aktiv lytning har den funktion, at barnet føler sig forstået, hører sin egen historie gentaget og spejlet af en anden person, sådan barnet får en indsigt i, hvad det oplever, og hvordan tingene hænger sammen. Aktiv lytning bidrager til at skabe klarhed over barnets situation samtidig med, at teknikken helt basalt opfylder et behov hos det barn, som har det svært: At føle sig mødt og taget alvorligt – at blive mødt med empati.

Situationsanalyse 
En konkret analyse af barnets situation er nødvendig for at skabe klarhed og hjælpe barnet til at skelne mellem fakta og oplevelse:

”Man kan hjælpe barnet til at få klarhed over konkrete hændelsesforløb ved at fastholde barnets fortælling gennem tegninger, stikord og citater. Således lærer barnet at skelne mellem det faktuelle: ”hvem, hvornår, hvor, hvordan”, handlinger: ”Jeg gik over til muren og stod for mig selv”, tanker: ”Der er ikke nogen, der  vil lege med mig”, følelser: ”Jeg blev ked af det” og kroppens reaktioner: ”Jeg kom til at fryse”.” (Bente Lynge, Interview 2004).

Skalaspørgsmål 
Teknikken bruges til at vurdere egne mestringsevner f.eks. på en skala fra 1 – 10. Barnet placerer sin oplevelse af en konkret situation et sted på skalaen:

””På en skala fra 1 – 10 hvordan synes du, at du klarede at tale med dine forældre for et halvt år siden? Og nu? Hvor vil du gerne ende”? Ved at stille spørgsmålene på den måde tydeliggøres udviklingen og det, barnet gerne vil opnå.” (Berit Hertz, Interview 2004).

Cirkulære spørgsmål
Spørgsmålene stilles på en måde, så barnet forholder sig til andres syn på sagen. Teknikken hjælper barnet til at få øje på egne ressourcer og udvikling:

”Hvad ville din mor sige, at du har klaret allerbedst? Hvordan tror du, at din lærer vil sige, at du har udviklet dig? Hvad tror du, at dine klassekammerater vil sige, du er god til?” (Berit Hertz, Interview 2004).

Perspektivering
Denne teknik hører til i den konstruerende fase af samtalen, hvor barnet er parat til at kigge fremad:

”Når barnet har fortalt om de vanskelige situationer, handler det om at finde nye tolkninger og muligheder. Det gælder om at finde situationer, hvor barnet har oplevet, at det selv eller andre reagerede anderledes og om at hjælpe barnet med at beskrive, hvordan det vil se ud, når problemet er løst: Hvad gør barnet selv, og hvad gør de andre? Ved at udbygge barnets forestilling om en ønsket fremtid fremmes evnen til at skabe den.” (Bente Lynge, Interview 2004).

Cirkelsamtale
For at skabe varige og holdbare ændringer i hele klassens måde at fungere på er cirkel-samtaler et vigtigt redskab. Her kan man gennem forskellige samtalerunder sætte fokus på problemstillinger og få vendt dem til noget konstruktivt ved at bruge teknikker, der knytter an til Appreciative Inquiry. Cirkelsamtalen kan struktureres i anerkendelsesrunde, mulighedsrunde og drømme- og ønskerunde, hvorigennem klassen får skabt en ny fortælling om sig selv, og eleverne bliver bevidste om egne og andres ressourcer (Hertz, 2004). Princippet for cirkelsamtalen er, at alle taler direkte til hinanden i stedet for om hinanden, og at alle bliver hørt.

Med disse retningslinjer og teknikker får samtalerne med de involverede i mobning et vigtigt dobbeltsigte: For det første at man som voksen siger fra: Mobning er en uacceptabel adfærd. Denne grænsesætning er afgørende. Men den må ikke stå alene. Den voksne har også et ansvar for at hjælpe de involverede videre og være med til at se på det enkelte barns og fællesskabets handlemuligheder, så mobning ikke sker igen. En konstruktiv samtale, der konkret hjælper de involverede, kigger fremad og sætter nye roller, muligheder og ressourcer for den enkelte og fællesskabet i spil.