Spring til indhold

Helt efter planen

header image
Af Anne Märcher
billede
STdreng_høretlf.jpg

Hvis man mener, at ordet ’succeshistorie’ klinger lidt hult, kan man overveje at besøge Søværnets Sergent- og Grundskole i Frederikshavn. Her har de en succeshistorie, der holder hele vejen igennem. En af den slags der starter med en stor udfordring, ender med et undervisningsmiljø i høj klasse – og toppes med en Undervisningsmiljøpris

Produkt af en sammenlægning
Porten til Søværnet ligger i Frederikshavn. Siden Forsvaret i januar 2008 åbnede skolen i sin nuværende form, har Søværnets Sergent- og Grundskole (SSG) været den eneste af sin slags i landet. Forud for åbningen gik et årelangt projekteringsarbejde med en skolesammenlægning, som ikke mindst handlede om at forene to meget forskellige skolekulturer.

Jan L. Svendsen byder velkommen foran den nye hovedbygning. Han er chef for uddannelsesafdelingen på SSG og dermed en af arkitekterne bag det store arbejde med at skabe et helt nyt skolemiljø efter fusionen. Han fortæller:

- I forløbet hvor vi arbejdede med at lægge strategien for den nye skole, så vi en brochure om Undervisningsmiljøprisen. Det ledte os videre til DCUM’s hjemmeside og Termometeret, og det var ganske enkelt det styringsredskab, den målepind, vi havde brug for.

MP-eleverne træner selvforsvar i hallenProjektgruppen bag SSG tog på kursus hos DCUM for at lære mere om Termometerets muligheder. Blandt andet ønskede man sig særlige moduler, så der også kunne laves undersøgelser af områder, der er helt specifikke for Forsvarets uddannelser:

- Vi har nogle sikkerhedsspørgsmål, som vi er ret alene om. Nu er det jo de færreste skoler, der uddeler våben til eleverne, siger Jan L. Svendsen - og tilføjer, at det er måske nok meget godt.

Det fungerer heroppe
Med undervisningsmiljøvurderingen indskrevet i skolens strategi og med en klar målsætning om at lave en undervisningsmiljøvurdering i særklasse var det næste skridt at afholde et tredages seminar, hvor alle ansatte prøvede at arbejde med spørgeskemaet i Termometeret. På den måde blev alle på skolen klædt på til at tale om undervisningsmiljø.

Også eleverne på SSG er helt klar over, hvad en undervisningsmiljøvurdering er, og hvad den kan bruges til. Joachim Nielsen er MP-elev og medlem af skolens undervisningsmiljøudvalg. Undervisningsmiljøudvalget er sammensat af elevrepræsentanter, lærere, servicemedarbejdere og ledelsen og står blandt andet for skolens halvårlige UMV og tilhørende handlingsplaner. Joachim Nielsen har udarbejdet indstillingen til undervisningsmiljøprisen. Han er tidligere stødt på begrebet undervisningsmiljøvurdering i gymnasiet:

UMV på opslagstavlen- men ikke på et så professionelt niveau som her, hvor de nye elever får en grundig gennemgang af den forrige undervisnings-miljøvurdering, som introduktion til den vurdering de selv skal lave - og hvor resultatet af en undervisningsmiljøvurdering efterfølgende bliver til en handleplan, som faktisk bliver fulgt.

Anne Elvira Enkelund er kadetaspirant og kan sammenligne SSG med tidligere skoleforløb:

- Her er fleksibilitet og tilgængelighed, og man kan samarbejde mellem afdelingerne. Det er tit der, der ellers er lukket. Det fungerer heroppe. På grund af den overlevering der foregår, får man glæden af det, andre har lavet før. Og man tænker videre på de næste.

Noget af det bedste, der er kommet ud af det massive fokus på undervisningsmiljø, er mange sociale aktiviteter og et større sammenhold på tværs af skolens uddannelser, skriver SSG i deres indstilling til Undervisningsmiljøprisen. På skolen har man, for at få uddybet perspektiverne i sin UMV, valgt at supplere Termometerets kvantitative undersøgelse med kvalitative interview. Resultatet er et detaljeret indblik i, hvordan eleverne oplever deres hverdag.

- Tallene fra Termometret giver overblik, men med interviewformen har vi fået nuancerne med. Det har haft direkte betydning for den efterfølgende handleplan, fortæller Jan L. Svendsen.

 

Få hjælp til UMV'en på jeres institution med DCUMs værrktøj, UMV Sådan! til Voksen- og Videregående uddannelser

Læs mere

Stolthed og ejerskab
92 % af eleverne på SSG er stolte af deres skole. Det er bemærkelsesværdigt i sig selv, men sættes yderligere i relief af, at eleverne har besvaret spørgsmålet i en undersøgelse efter bare fire måneder på skolen.

Våddragter i geled- Én ting er, når eleverne svarer, at de er glade for deres skole. Det er godt, når de er det. Men når de siger, at de er stolte, så handler det om, at de føler ejerskab. Og så er vi også stolte, for når eleverne tager ejerskab efter så kort tid, så er det, fordi vi har en skole, der har grundlaget i orden, siger Jan L. Svendsen.

Grundlaget på SSG hedder blandt andet anerkendende ledelse og selvdisciplin.

- Vi tror på, at vi uddanner vores elever bedre, hvis vi lærer dem, at der er en mening med den disciplin, vi forlanger af dem. Gammeldags disciplin siger ’der skal ryddes op, færdig!’ – I stedet viser vi eleverne, at det er vigtigt at holde orden, fordi de kan komme ud i situationer, hvor rod kan ødelægge deres sikkerhed.

- Når eleverne kan se meningen, lærer de ikke bare disciplin, men selvdisciplin. Det er vigtigt, for i den verden de skal operere i i fremtiden, er de afhængige af deres selvstændighed. Der står ikke længere nogen og fortæller dem, hvad de skal gøre hele tiden. Så anerkendelse er ikke bare et smart nyt koncept. Det er en ny skolekultur, vi har her – fordi der er brug for den.

Uvejr til træningsbrug
Jan L. Svendsen, Anne Enkelund og Joachim Nielsen viser rundt på skolen. I hallen træner MP’erne selvforsvar, og udenfor i solskin kigger en gruppe børnehavebørn på militære køretøjer. Men få meter længere nede af vejen kan uvejret bryde løs når som helst. På SSG kan de nemlig selv lave det, når de har brug for det. Med meterhøje bølger, stærk vind, buldermørke og tordenvejr - inde i skolens store svømmehal, som samtidig kan fungere som uvejrssimulator.

Klar til redningsøvelse i træningshallen- Det er skræmmende realistisk, siger Anne Enkelund om redningsøvelserne i træningshallen, hvor bassinet ikke har nogen lav ende, men derimod 4 meters dybde og en ‘skibsside’ med tilhørende redningsudstyr.

- Men det giver en tryghed og derfor senere en større sikkerhed, når eleverne prøver situationen af under kontrollerede forhold i hallen, før vi sender dem på øvelse i Kattegat, tilføjer Jan L. Svendsen.

Visionen opfyldt
Om kort tid skal svømmehallen være ramme for en reception – uden kunstig torden, men gerne så det giver genlyd. Søværnets Sergent- og Grundskole fejrer undervisningsmiljøprisen og håber, at deres arbejde vil vække opsigt, ikke mindst i Forsvaret, hvor SSG er klar til at brede sine erfaringer ud for andre skoler.

- Ikke med fokus på lovkrav. Vi brugte værktøjet til undervisningsmiljøvurderingen, fordi det var godt, siger Jan L. Svendsen.

Chef for uddannelsesafdelingen Jan L. Svendsen, MP-elev Joachim Nielsen og kadetaspirant Anne Elvira Enkelund- Hvad angår planen, der satte det hele i gang, så har vi nu gennemført samtlige trin i vores strategi. Vi har opfyldt alle de mål vi satte, da vi gik i gang med at projektere sammenlægningen af Søværnets to skoler. Vi har endda lige opfyldt den vision, vi satte som det ultimative succeskriterium tilbage i 2006.

Visionen var i al sin enkelhed: At vinde Undervisningsmiljøprisen i 2010.